Hvordan starter du din dag bedst?

Der findes vist nogenlunde ligeså mange morgenmadsritualer, som der findes mennesker. Jeg synes altid, det er interessant at høre, hvad andre spiser om morgenen, og hvordan de starter deres dag bedst.

For mig er det vigtigt at få noget morgenmad, der mætter godt og holder mig mæt formiddagen igennem. Det skal dog føles let at spise og smage godt. Og næsten vigtigst af alt, det skal være noget, jeg kan lave og spise på arbejdet, for jeg har meget svært ved at spise noget, når jeg lige er stået op.

Således har min morgenmad udviklet sig til dette:

Ca. ½ dl blåbærgrød fra Urtekram blandet med ca 1 dl kogende vand. Det skal bare stå og trække et par minutter. I hverdagene rører jeg 1 lille tsk hvedegræs (pulver) og en lille tsk hampeprotein i; det giver grøden er skøn grøn farve og giver mig nogle gode proteiner og ekstra vitaminer og mineraler.

Oven på grøden drysser jeg en håndfuld hakkede nødder til at give mig endnu flere antioxidanter, vitaminer, mineraler og omega 3-fedtsyrer. Min favoritnøddeblanding er cashew, pistacie (usaltede) og mandler. Og oven på nøddelaget hælder jeg en stor portion frisk (årstidens) frugt i tern.

Så er min dag godt i gang.

Fortæl gerne om din morgenmad i kommentarfeltet nedenfor.

.

P.S. Når jeg linker til webshops, er det ikke for at anbefale en bestemt webshop, men blot for at vise produkterne.