Fleximad på kasse

Fleximad på kasse

I midten af november kom jeg til at kommentere på et af Aarstidernes billeder på Instagram, at jeg vildt godt kunne tænke mig en flexitarkasse blandt deres måltidskasser. De svarede på lettere kryptisk vis, at de havde spændende kasser på vej.

Siden august har jeg købt måltidskasser hver uge hos dem. Og jeg har hver uge valgt en ny, for – som min dejlige, gamle morfar sagde – forandring afveksler.

Lige før jul skete det så. Jeg var på Aarstidernes hjemmeside for at bestille mad, og nu der midt i oversigten stod der med fine, store bogstaver FLEXITARKASSEN. Inden der overhovedet var kommet menu på, satte jeg kassen i abonnement, lænede mig tilbage og ventede spændt på 2. januar.

Allerede 1. januar fik mundvandet dog frit løb. Her var jeg nemlig lige inde og tjekke menuen. Første uge stod bl.a. på fiskefilet, stegte nudler og suppe. Lige mundvand på min tunge!

Let og nemt i grønne nuancer

Uge 2 stod bl.a. på spaghetti med rejer, grøn lasagne og falafler. Endnu en uge med lækre grønne retter.

Det, der virkeligt tiltaler mig, er, at retterne er lette. Lette at lave og lette for maven. Selvom vores kasse er til fire personer, og vi kun er 2½ (hvor Johannes er den halve), og der derfor er rigeligt mad, føler jeg mig ikke forspist efter aftensmaden. Og resterne passer lige til min frokost dagen efter (hvilket falder godt i tråd med mit ammepudeelimineringsprojekt).

Er der en kulturændring på vej?

Måske det blot er, fordi jeg har mit fokus på grøn, vegetarisk og flexitarisk mad, men jeg oplever, at der er ved at ske et skift i vores madkultur i Danmark. Mine lokale supermarkeder (og vi har næsten alle undtagen Føtex og Bilka her i byen) sælger flere og flere grønne produkter. Der popper veganerhylder op. Og grøntafdelingerne bliver mere økologiske.

Og så er der alt det, der bliver skrevet om på nettet. Fx faldt jeg over denne artikel på Informations hjemmeside (via et link fra Facebook), der taler om, at kostpyramiden bør være mere grøn, mens den nu er mere kulturbaseret end sundhedsbaseret. Læs selv her; det er interessant læsning 🙂

Madkulturændring eller ej; i mit liv er der sket en kolossal madkulturmæssig ændring over de sidste 10 år. Fra karnivor til flexitar: Og jeg føler mig beriget, ikke berøvet:)

.

P.S.
Denne artikel er ikke sponsoreret af Aarstiderne eller nogen andre. Den er skrevet direkte fra mit hjerte ❤

Fleksi-hvad-for-en-fisk?

Jeg gik med den overbevisning, at når jeg bliver vegetar (hvilket jeg er pænt sikker på, at jeg bliver – og det kommer der et blogindlæg om i dem nærmeste fremtid), så bliver det full-blown veganer med det samme – og fra dag 1.

Sagen er blot den, at det er en proces at slippe gamle vaner – også madvaner. Og man kan ikke slippe alle vaner på én gang.

Det frustrerede mig i en periode, fordi jeg jo så ikke kunne blive vegetar/veganer, når nu jeg ikke kunne blive det efter en enkelt nats søvn. Lige indtil jeg fattede, at vaner slippes i en proces, og det gik op for mig, at jeg er helt fint på vej.

Fleksitar

Fleksitaren på vej

Jeg er faktisk det, man i dag betegner som fleksitar. Det er en person, der spiser overvejende vegetabilsk, men stadig spiser kød/animalske produkter.

Morgenmad og frokost er lette for mig at gøre plantebaserede. Min morgenmad er enten grød med hakkede nødder/mandler og frisk frugt eller chia-grød med soyayoghurt og frugtmos (af egen avl). Frokosten på arbejdet er mit ansvar; jeg sørger for indkøbene og at stille frem til os alle. Derfor står frokosten hver dag på minimum én salat og en masse grøntsager.

Aftensmaden er der, hvor jeg kan falde i den animalske gryde. Mest fordi jeg her også laver mad til mand og barn; jeg har lidt svært med mig selv om at skulle vege-tvinge dem. De spiser dog med velbehag, selv når jeg har lavet vegetarisk mad.

Og derfor har jeg også hentet en masse opskrifter fra nettet og lagt på min telefon og tablet. Jo flere opskrifter jeg har fået samlet sammen, desto lettere er det blevet for mig at improvisere. Og nu hvor grillsæsonen er over os, er det let for mig at kaste auberginer, squash, peberfrugter og filodejpakker med grønt på vores Weber.

Aldrig alene på vejen

Jeg er altså ikke den eneste i verden, der er på vej fra omnivor til veganer. Og vejen er ofte den mest magiske – som i alle andre aspekter af livet elsker jeg vejen. Processen. Rejsen.

Nu er det tid for mig at nyde denne kulinariske rejse.

For inspirationen kan jeg takke alle de skønne madblogs, der findes på det store, grønne, verdensomspændende net – og så ham her. I næste blogindlæg får du min personlige favoritliste over online madinspiration.

Långsamt leder också någonstans