Kvindens grønne kop

Kvindens grønne kop

Her er lidt til kvinderne … eller måske til jer mænd, som ikke helt ved, hvad vi “hygger” os med en gang om måneden og har gjort generation efter generation.

Måske har du også set Barndommens gade (filmatiseringen af Tove Ditlevsens bog). Jeg mener, det er i den, at man ser hovedpersonen Ester få menstruation for første gang og blive udstyret med et strikket aggregat af et hygiejnebind.

Jeg fik menstruation for første gang, da jeg var tolv. Et lidt smartere bind var dog opfundet på det tidspunkt (så gammel er jeg så heller ikke). Det var dog før Always Ultra-æraen, så bindet var noget, der mindede om en stribe 2 cm tyk pladevat indhyldet i toiletpapir. Og natbind mindede pænt meget om de bleer, jeg i dag giver Elliot på.

Tænk, at jeg skulle blive 42, før der endeligt kom et produkt på markedet, som giver mening.

Jeg taler om menstruationskoppen

organicup-menstruationskop-a-1Det var et rent tilfælde, at jeg faldt over en artikel om den. På det tidspunkt var jeg gravid med Elliot, så det var ikke helt så aktuelt. Da jeg så seks måneder efter hans fødsel igen læste en artikel om den, tænkte jeg, at det var tid at prøve den.

Den er ikke særligt dyr … specielt hvis man tænker på alle de nok snart millioner af kroner, jeg har brugt på tamponer og hygiejnebind.

Lidt tilvænning

Jo, det kræver en smule tilvænning. Det er trods alt meget anderledes end bind og også noget anderledes end tamponer.

Under første menstruation med koppen må jeg da også tilstå, at jeg overvejede, om det virkeligt var så fedt. Men allerede ved tredje menstruation var koppen blevet min nye bedste ven.

Og efter tilvænningen er der nu kun bonusser:

  • Koppen har allerede indtjent sig i forhold til sparede penge på bind og tamponer!
  • Affaldsmængden herhjemme er blevet mindre (hvilket er rart, når nu drengene genererer så mange affaldsbleer).
  • De fleste dage i menstruationen glemmer jeg helt, at det er den tid af måneden.

Ny er opfindelsen dog slet ikke

Den første menstruationskop blev opfundet for snart 100 år siden. Jeg tænker dog, at der skulle lidt produktudvikling til, før den endeligt er blevet det, vi kan købe i dag.

Hvis du har lyst til at læse mere om koppen og andre hygiejneprodukter, kan jeg anbefale Grøn Forskels artikel lige her.

.

Ikke-sponsoreret indlæg

Jeg har ikke nævnt, hvilken kop jeg har valgt. Der er flere på markedet, og jeg har jo kun prøvet én; og det her er ikke en reklame. Det går bare ikke, at man selv opdager noget smart og ikke deler det med alle. Som en sød jysktalende pige en gang sagde i en reklame: Prøv det! 😉

En kalorie, to kalorier, tre

Del 1 af ammepudeelimineringsprojektet var at komme i gang med mere motion. Tjek! Det er der styr på. Jeg løber næsten hver uge med nogle få undtagelser. Det gør dog ikke så meget med undtagelserne, for de fleste uger går jeg minimum to meget lange ture med barnevognen, og hver dag går jeg minimum én og langt oftest to ture med barnevognen; nogle dage til og med tre gange. Der er kommet mange kilometer i fødderne.

Så nu er det sukkerets tur!

I 2013 da eftergraviditetskiloene fra graviditeten med Johannes også havde fået hobet sig lidt for meget op (selvom barnet var næsten 2 år!), installerede jeg en app på min mobil. Det er en slags maddagbog på app, der kan bruges til at tælle kalorier, så man har styr på, om man spiser for mange i forhold til, hvor mange man forbrænder.

Dengang havde jeg blot et par ekstra kilo, der skulle af, og jeg kunne ret hurtigt stoppe med at benytte app’en.

Det passede mig godt. For egentligt var jeg ikke specielt gode venner med den. At jeg hele tiden skulle veje, vurdere og registrere, hvad jeg spiste, irriterede mig. Og måske er det min introverthed. At skulle sidde til frokost på arbejdet og notere, hvad jeg spiste, stred på alle måder imod min personlighed. Som introvert har man ikke synderlig meget lyst til at tiltrække sig opmærksomhed i større forsamlinger, og jeg fandt det i hvert fald grænseoverskridende, at mine kolleger skulle følge med i, at jeg registrerede mine kalorier. Så frokosten tastede jeg først ind, når jeg var tilbage på mit kontor.

Nu er der så ingen kolleger til at se, hvad jeg foretager mig til frokost (fordi jeg er hjemme på barselsorlov). Og efter et par ugers brug er jeg ved at udvikle et lidt kærligere forhold til app’en kombineret med min egen måde at bruge den på.

En sukkerknald, to sukkerknalder, tre

Tjah, mine ekstra kilo er hoppet på ammepude takket være slik og chokolade.

Da Elliot var ca 2 måneder, havde jeg besøg af sundhedsplejersken. Hun kiggede på mig og sagde “nu må du heller ikke tabe dig mere!”. Det er sådan, når man ammer, skal der helst være lidt sul på moderen at producere mælk af, og jeg var åbenbart blevet for hulkindet.

Desværre tog jeg det som carte blanche til at spise rigtigt meget chokolade. Jeg kan jo virkeligt godt lide chokolade 🙂

Samtidig ryger godterne også bare ned pr automatik; specielt når man er træt efter i 10 måneder ikke at have sovet en hel nat uforstyrret og vågnet af sig selv. Så er det rigtigt nemt at ty til diverse sukkerholdige holde-hovedet-ovenvande-hjælpemidler.

Derfor vidste jeg egentligt ikke helt, hvor meget der røg ind. Ikke før jeg tog app’en i brug.

Et kilo, to kilo, tre

Jeg har som sagt fundet min egen måde at bruge app’en på. Fx vejer jeg så godt som aldrig min mad. Det kan jeg slet ikke holde ud. Jeg ved, det virker for mange, men for mig er det bare drøn irriterende.

Derimod vurderer jeg og taster ind baseret på det. Jeg vurderer som regel også lige i overkanten, så app’en tror, jeg har spist mere. Og de forbrændte kalorier registrerer jeg lidt færre af.

Dertil har jeg fået øje på al mit sukkerindtag. Det var stort! Det er blevet meget mindre 🙂 Blot det at vide, at jeg skal altså taste den der chokolade ind, hvis jeg spiser den, får mig til at tænke en ekstra gang, om jeg virkeligt vil spise den. Det virker nogle gange. Andre gange ikke 😉

Men den gode nyhed er, at det her system virker for mig. Jeg skal bare ned i min normalvægt, og på vej dertil skal jeg være motiveret og ikke føle mig “snydt” for at leve normalt. Og jo, systemet virker for mig; vægten er på vej ned, og der er meget, der tyder på, at jeg kommer i mine almindelige bukser, når jeg skal starte på arbejde igen til maj.

Fleximad på kasse

Fleximad på kasse

I midten af november kom jeg til at kommentere på et af Aarstidernes billeder på Instagram, at jeg vildt godt kunne tænke mig en flexitarkasse blandt deres måltidskasser. De svarede på lettere kryptisk vis, at de havde spændende kasser på vej.

Siden august har jeg købt måltidskasser hver uge hos dem. Og jeg har hver uge valgt en ny, for – som min dejlige, gamle morfar sagde – forandring afveksler.

Lige før jul skete det så. Jeg var på Aarstidernes hjemmeside for at bestille mad, og nu der midt i oversigten stod der med fine, store bogstaver FLEXITARKASSEN. Inden der overhovedet var kommet menu på, satte jeg kassen i abonnement, lænede mig tilbage og ventede spændt på 2. januar.

Allerede 1. januar fik mundvandet dog frit løb. Her var jeg nemlig lige inde og tjekke menuen. Første uge stod bl.a. på fiskefilet, stegte nudler og suppe. Lige mundvand på min tunge!

Let og nemt i grønne nuancer

Uge 2 stod bl.a. på spaghetti med rejer, grøn lasagne og falafler. Endnu en uge med lækre grønne retter.

Det, der virkeligt tiltaler mig, er, at retterne er lette. Lette at lave og lette for maven. Selvom vores kasse er til fire personer, og vi kun er 2½ (hvor Johannes er den halve), og der derfor er rigeligt mad, føler jeg mig ikke forspist efter aftensmaden. Og resterne passer lige til min frokost dagen efter (hvilket falder godt i tråd med mit ammepudeelimineringsprojekt).

Er der en kulturændring på vej?

Måske det blot er, fordi jeg har mit fokus på grøn, vegetarisk og flexitarisk mad, men jeg oplever, at der er ved at ske et skift i vores madkultur i Danmark. Mine lokale supermarkeder (og vi har næsten alle undtagen Føtex og Bilka her i byen) sælger flere og flere grønne produkter. Der popper veganerhylder op. Og grøntafdelingerne bliver mere økologiske.

Og så er der alt det, der bliver skrevet om på nettet. Fx faldt jeg over denne artikel på Informations hjemmeside (via et link fra Facebook), der taler om, at kostpyramiden bør være mere grøn, mens den nu er mere kulturbaseret end sundhedsbaseret. Læs selv her; det er interessant læsning 🙂

Madkulturændring eller ej; i mit liv er der sket en kolossal madkulturmæssig ændring over de sidste 10 år. Fra karnivor til flexitar: Og jeg føler mig beriget, ikke berøvet:)

.

P.S.
Denne artikel er ikke sponsoreret af Aarstiderne eller nogen andre. Den er skrevet direkte fra mit hjerte ❤

Nu skal ammepuden væk

Det er nu ikke sådan, at jeg er den helt store nytårsforsættype. Faktisk har jeg aldrig haft et nytårsforsæt, fordi jeg er af den overbevisning, at ændringer bør man foretage, når man er motiveret – helt uafhængigt af dato.

Så at dette nu falder sammen med starten af januar, er næsten tilfældigt. Og med “næsten” mener jeg, at der nu kun er fire måneder, til jeg skal tilbage på arbejde. Og jeg kunne rigtigt godt tænke mig at kunne passe mine pæne bukser til første arbejdsdag, så jeg ikke behøver kommer i mine slidte, hullede ammejeans eller joggingbukser. Mine kolleger ville sikkert være cool med det, men lidt forfængelig synes jeg nok, jeg har lov at være 🙂

Åh jo, og projektet er naturligvis at få den runde, bløde, polstrede “ammepude”, jeg har hængende foran til at blive noget mindre. Den er fantastisk til Elliot, der ligger trygt op ad den, når jeg ammer ham, men min ryg synes, det er på tide at smide de ekstra kilo.

Sæt i gang!

Og det har jeg så gjort. Faktisk i går den 5. januar var jeg ude og løbe min første løbetur. Den var på 2,7 km, og jeg klarede den på overraskende 22 minutter.

Jeg havde faktisk forventet – og givet mig selv lov til – at jeg ville gå en pæn del af turen. Det gjorde jeg ikke. Jeg gik ganske vist op af de stejle bakker, for jeg havde nemlig barnevognen med. Men ellers løb jeg hele ruten.

High five!

Elliot faldt i søvn i barnevognen, da vi var næsten hjemme. I starten af turen lå han og sagde racer-brum-brum-lyde til mig. Det var fantastisk motiverende.

Og det var dejligt, at han faldt i søvn så sent, for så kunne jeg nå i bad og til og med nyde endorfinrusen under bruseren. Det er den rus, der motiverer mig til at løbe.

Hold kadencen!

Næste punkt er at få fjerne al slikken fra min kost. For holdaop, hvor har jeg spist meget slik på det seneste. Ikke kun pga julen – faktisk slet ikke pga julen. Det er udelukkende, fordi Elliot har underholdt mig om natten, og jeg derfor har været træt om dagen. Og min tossede løsning på det har så været slik, slik og mere slik.

Det er heldigvis mange andre muligheder for at booste energien om dagen, så jeg også sover bedre om natten i de timer, Elliot sover.

Mere om det senere 😉

Målet er minus 5 kg de næste fire måneder. Det er da overkommeligt! Kom så, Liselotte! You can do it! Yes you can! 😀

Fodder til munchkin’en

Familiens nye medlem, Elliot, er nu ca 4½ måned gammel. Jeg ammer ham fuld tid. Han er dog så sulten, at jeg er begyndt at give ham lidt grød om aftenen, så han (forhåbentligt snart) er mæt nok til at sove lidt mere om natten med færre ammestop.

I forbindelse med at jeg startede grød, fortalte vores sundhedsplejerske mig om et net (af en art), som man kunne bruge til at give så små børn frisk frugt og grønt uden risiko for, at de skulle få store stykker galt i halsen. Hun var dårligt nok gået ud af døren, før jeg googlede det og fandt de her krabater: Munchkin Fresh Food Feeder.

Så nu fik Elliot lov at smage frugt for første gang.

Første bid var et stykke frøskalsmelon. Det var et stort hit, for den var sød og dejlig saftig.

Næste bid (dagen efter) var et stykke godt moden banan. Det var et endnu større hit; jeg kunne næsten ikke få nettet fra Elliot igen 🙂

De gode madvaner starter tidligt. Johannes spiste også masser af frugt og grønt fra han var helt lille (ikke helt så lille som Elliot er nu), og det ses tydeligt af hans snack-ønsker i dag. Når han plager om snacks, er det frugt, grønt, figenstænger og hjemmelavet melonis, han spørger efter.

 

Tillykke med chokoladedagen!

chocolate-1326474

Det er international chokoladedag i dag. Nå ja, ifølge Go’ morgen, Danmark på TV2 og da i det mindste i USA ifølge Wikipedia.

Uanset om det er international chokoladedag eller blot chokoladedag hjemme hos mig, så er det den helt perfekte dag at holde chokoladedag på. Det er nemlig min fødselsdag.

naturli-kakaodrikNu er jeg jo så ikke den store chokoladespiser… Aj, spøg til side: Jeg elsker chokolade. Chokolade sætter gang i endorfinerne og giver den vildeste lykkefølelse i hele kroppen, så selvfølgelig elsker jeg chokolade.

Jeg er så temmelig begejstret over at have fundet en række lækre chokoladeprodukter, som er knapt så fedende (alt er relativt 🙂 ) og knapt så hurtigt spist som en klassisk plade chokolade.

alpro-dark-chocolateEn af yndlingene er Soyadrik Cacao fra Naturli’. En anden og helt ny favorit er Chokoladedessert fra Alpro.

Så tillykke med chokoladedagen ❤

Aftensmaden gjort ligetil

Jeg kan virkeligt godt lide at lave mad. Jeg elsker at afprøve nye, sunde og smagfulde opskrifter.

Men jeg bliver også træt af at finde på. Der går for tit hverdag i den, og jeg keder mig over at lave det samme igen og igen. Og jeg kan frustreres over et overfyldt køleskab.

Så nu gjorde jeg det, jeg længe har overvejet; jeg bestilte en af Aarstidernes måltidskasser. Jeg valgte Livretter i håbet om, at der så også ville være noget for Johannes. Og det var der.

Første aften var tirsdag i sidste uge, og menuen stod på torskefilet med kogte kartofler, tzatziki og blomkåls-gulerodssalat. Johannes spiste et stort stykke torsk og masser af kartofler. Normalt spiser han kun én af aftensmadens ingredienser (det er vist klassisk for nogle børn ikke at ville blande). Og Nikolaj og jeg skovlede resten i os.

Mad der gør glad

En ny kasse stod så klar til os i tirsdags uden for hoveddøren. Tænk, at man (læs: jeg) kan blive så boblende glad over at se en trækasse og en flamingokasse. Men det blev jeg.

Og mens jeg pakkede ud og satte på køl, begyndte jeg at glæde mig til madlavningen de næste dage. Som at åbne et helt nyt puslespil og hælde alle brikkerne ud; snart skal brikkerne samles til nogle lækre måltider (jep, jeg er også vild med puslespil 🙂 ).

Lækkert, nemt og ligetil

Det, der tidligere holdt mig tilbage, var tanken om, at det da var lidt dyrt. Men er det nu også det? Mit regnskab siger nej.

Når jeg handler, ryger der da gerne lidt impulsindkøb med ned i kurven. Og ofte har jeg ikke helt en madplan i hovedet, når jeg handler, og derfor vælger jeg nogle ting, jeg tænker “nå ja, vi kan også lave det her på et tidspunkt”, hvorefter jeg fylder fryser og køleskab med varer, vi skal bruge “på et tidspunkt”. Det er der ikke noget af med de her måltidskasser.

I kassen er der desuden præcis de råvarer, jeg skal bruge. Skal jeg ifølge opskriften bruge to løg, så er der to løg med og ikke et helt net, hvor halvdelen når at blive bløde eller mugne, før jeg skal bruge løg igen. Og når vi går fra bordet, er der allerhøjst en lille rest tilbage, som jeg spiser til frokost dagen efter. Så der er heller ikke madspild (lige vand på min madmølle).

Oven i hatten ved jeg også, at de råvarer, jeg laver mad af, er af den bedste kvalitet og 100% økologisk. Jeg behøver ikke gå på kompromis. Hvor jeg i supermarkedet måske lige den dag ikke kan få en ingrediens økologisk og må vælge konventionelt for at kunne lave en ret, ved jeg, at her er der ingen kompromisser.

Jeg kan virkeligt godt lide at lave lækker og nem mad.

 

PS. Dette indlæg er ikke sponsoreret af Aarstiderne. Det er skrevet i ren og skær uopfordret begejstring 🙂